Aktiviteter omkring hallen

Engesvang Hallen er et naturligt samlingspunkt for idræt, fællesskab og forskellige aktiviteter i Engesvang. Både inde og ude. I hverdagen bruges hallen og de tilhørende udeområder af lokale idrætsforeninger og andre aktører til træning og motion for børn, unge og voksne. Her er plads til både organiseret idræt og aktiviteter, hvor fællesskab og bevægelse er i centrum.

Men der er også mange udendørs aktiviteter omkring hallen, som du bare selv kan komme ned og gå i gang med/være med til.

Udeaktiviteter på hallens område
På hallens område er der nemlig masser af muligheder for at være aktiv –  uanset alder og niveau. Du kan både få pulsen op, udfordre vennerne, lege med familien eller bare nyde livet i det fri og naturen omkring hallen. Der er en lang række spændende udendørs aktiviteter:

  • Boldbaner hvor du er velkommen til at spille eller lege, hvis de er frie
  • Atletikbane med løbespor og længdespring
  • MultiGolfPark med både discgolf og fodboldgolf
  • TEQball – en sjov kombination af fodbold og bordtennis
  • Pannabane – perfekt til en hurtig dyst med vennerne
  • Tarzanbane / udendørs fitness for både børn og voksne
  • Legeplads med gynger, sandkasse og svævebane
  • Minigolfhuller (3 stk.) til dig, der gerne lige vil prøve eller øve teknikken
  • En kæmpe læringstrappe, som både udfordrer kroppen og indbyder til leg og bevægelse
  • Cykelbane til tekniktræning for mountainbikere

Der er altså rig mulighed for at kombinere leg, motion og fællesskab – og du behøver ikke være medlem af en forening for at få glæde af området, og aktiviteterne er både gratis og alsidige. Der er fx flere forskellige størrelser mål på boldbanerne, så nærmest lige meget hvad du gerne vil spille, så er der mål i den rigtige str.

 

Også plads til hygge
Er du mere til hygge end til høj puls, er der selvfølgelig også tænkt på dig. Rundt omkring på området er der flere hyggelige steder, hvor du kan slå dig ned, nyde en pause og følge lidt med i, hvad der sker.

Du finder blandt andet bord-bænkesæt foran hallen, på 1. sals terrasse, i skovområdet ned mod den lille sø, og et overdækket område ved skolen. Perfekt til en snak, en kop kaffe eller bare til at nyde stemningen, mens børnene leger, eller andre giver den gas på banerne.

Engesvang Hallens område er for alle. Går du en tur rundt bag hallen, støder du i begge ender af boldbanerne på skovområde og vores lille å og ned mod svømmebadet og børnehaven finder du en mindre sø. De sidste af discgolfbanens “huller”/kurve er anlagt her, så spiller du en runde, bliver du helt automatisk ledt godt omkring på området og får set det hele.

Bag hallen er der anlagt en sti, som går fra skolen, langs hallen og hen forbi friluftsbadet og helt hen til børnehaven/vuggestuen. Stien er anlagt netop her, for at børn ikke behøver at gå ved trafikerede veje, når de skal bevæge sig mellem de forskellige institutioner og idrætsanlæg. Stien er blevet en realitet gennem arbejde i byens Vision 2020 gruppe.